Gør en god handel og køb et udstillingskøkken.

Køkkenbutikkerne rundt om i landet skifter jævnligt ud i de udstillede køkkener. Køkkener, som ofte kun har få år på bagen, sælges med store besparelser for dig. Derved kan man få et køkken til under halv pris af hvad et tilsvarende helt nyt køkken ville koste.

Prisnedsættelser på 40-70 % i forhold til normalprisen er værd at overveje, når man tænker på, at køkkenet stadig kan karakteriseres som et nyt og ubrugt køkken. Selvfølgelig kan der være enkelte småfejl, men i betragtning af den lave pris, skal man nok fokusere på de store linjer, og hvad man får for pengene. Ellers kan man jo altid gå i en dialog med forhandleren om udskiftning af en ridset låge eller et defekt hængsel.

Tilpasningen
Udfordringen består i at få udstillingskøkkenet til at passe ind i det rum, hvor det skal bruges. Alt for mange kigger kun på den måde, køkkenet er indrettet i butikken. Det tager som regel ikke mere end 10 sekunder at konstarere, at udstillingskøkkenet ikke passer hjemme ved en selv. Men hvis man istedet kigger på køkkenet som en samling byggeklodser der skal omfordeles, så kan langt de fleste udstillingskøkkener faktisk vendes så meget på hovedet, at de kan bruges.

Bordpladen
I første omgang er det en god ide at glemme bordpladen for så bare at møblere om med de skabe der er til rådighed. Her kan det blive nødvendigt at supplere med enkelte nye skabe for at få den optimale indretning af køkkenet. Det kan også være nødvendigt at bygge enkelte skabe om, ved eksempelvis at erstatte almindelige skabssider med synlige frisider eller gøre plads til en mikroovn over en ovn etc.

Herefter skal der kigges på, om bordpladerne kan bruges efter en simpel tilretning, eller om løsningen kræver en større omforandring af bordpladerne. Det kan eventuelt være nødvendigt gennem forhandleren at sende bordpladen tilbage til bordpladefabrikken for at blive tilrettet. Det kan i den forbindelse tænkes, at man skal købe lidt mere bordplade, for at bordpladen kommer til at passe som den skal. I enkelte tilfælde kan bordpladen slet ikke bruges. Her skal man tænke på, at det i mange tilfælde stadig kan betale sig at købe køkkenet på grund af de store besparelser, som let dækker indkøbet af en ny bordplade. Den eksisterende bordplade kan så bruges et andet sted eller simpelthen kasseres. Beslutningen afhænger selvfølgelig også af, hvor stor en del af det samlede beløb, den kasserede bordpladende udgør.

Køkkenbutikken har erfaring med at tilpasse køkkenet til jeres rum, så benyt jer endelig af deres ekspertise. De arbejder her fuldstændig, som hvis det var helt nyt køkken, der skal tegnes, med udfærdigelse af 3D tegninger og tilbud inkl. Evt nye skabe. Butikken har jo en sund interesse i at få udstillingskøkkenet solgt, så der kan blive plads til nye modeller.

Påvirkningen af et udstillingskøkken
Et køkken tager ikke skade af at stå nogle år i en udstilling. Dog skal man ved køkkener af træ være opmærksom på, at lågerne har ændret farve pga. patina. Eventuelle nye skabe vil de første år således være væsentlig anderledes i farven end de skabe, der har stået i udstillingen. Farveforskellen udlignes dog efterhånden, så køkkenet fremstår som en samlet enhed.

Malede køkkener kan ligeledes ændre en smule farve med lyset. Men også her vil der ske en udligning. Hvis der er tale om et udstillingskøkken malet i en farve (ikke hvid), kan man, uanset lyspåvirkningen, ikke være sikker på at nye skabe vil have den helt samme farve. Det skyldes, at der fra gang til gang kan forekomme en lille variation i malingens blandingsforhold eller faktorer i køkkenfabrikkernes lakanlæg. Så selv om man bestiller skabe i samme NCS farve som de eksisterende skabe, kan der altså forekomme en permanent farveforskel. Denne vil dog i praksis være være så lille, at det er til at leve med.

Status for udstillingskøkkenet
I forbindelse med køb af et udstillingskøkken er det værd at undersøge, om der er tale om et køkken, der er er udgået, eller om der bare skal gøres plads til andre modeller. Hvis der er tale om et udgået køkken, er det vigtigt at undersøge muligheden for senere supplement af nye skabe. Hvis man ikke kan være sikker på at kunne købe skabe i fremtiden, er det måske værd at få købt det hele på en gang. Rent garantimæssigt er der ikke noget at være nervøs for. Hvis en låge eller andet går i stykker inden for 2 år, er forhandleren forpligtiget til at erstatte det defekte. Dog kan man som tidligere nævnt ikke forvente at køkkenet er fri for småfejl, disse er naturligvis ikke reklamationsberettigede .

Tilbehør
Ofte er der mulighed for at købe hvidevarene fra udstillingskøkkenet med de samme gode besparelser som på selve køkkenet. Blandingbatteri, lamper og andet tilbehør kan som regel også indgå i handlen. Så alt i alt kan man få et køkken, hvor alle dele er indkøbt til ekstremt lave priser, uden at det på nogen måde går ud over det færdige resultat.

Billederne her i artiklen er billeder af udstillingskøkkener, der lige nu er til salg rundt omkring i landet. Klik på et billede for at læse mere. Du kan også søge blandt alle udstillingskøkkener.